Hvad er angst ?
- Angst adskiller sig fra frygt ved at være en oplevelse af truende fare, selv om der ikke er objektiv grund hertil.
- Når man er angst er man hele tiden optaget af en risikovurdering i forhold til det man er angst for.
- Angst kan føre til irrelevante handlinger, som giver en kortvarig angstreduktion.
- Angst er utrolig opslidende.
Alle mennesker kender til frygt og alle mennesker kender til angst. Det er en del af at være menneske. Angsten har den funktion at den sætter vores alarmberedskab igang – og ser man udviklingsmæssigt på det har angsten således reddet vor art, ved at skærpe vores opmærksomhed og sætte os i stand til lynhurtigt at reagere på farer. Problemet opstår hvis man vedvarende og tiltagende ser flere farer end der rent objektivt set behøver at være.
Hvornår kan man tale om at angst bliver til sygdom (eller en lidelse) ?
- Når angst og uro fylder mere og mere i dagligdagen
- Når angsten gør at man, i tiltagende grad, forsøger at undgå bestemte situationer
- Når angsten medfører flere og flere begrænsninger i ens hverdag
- Når angsten fylder så meget at arbejdsevnen påvirkes
- Når der opstår indskrænkninger i ens sociale evner / man isolerer sig
- Når man oplever håbløshed, evt. selvmordstanker / planer
(Ved akut behov for hjælp kontakt livslinien ellers find nærmeste Psykiatriske skadestue på netdoktor, søg: psykiatriske skadestuer)
Angst kan have mange forskellige fremtrædelsesformer:
Eksistentiel angst – når tilværelsens grundvilkår pludselig bliver overvældende, fx når det i perioder bliver tydeligt for os at vi måske ikke lever så længe som vi havde regnet med, eller når vi oplever hvor alene vi i bund og grund står med nogen ting.
Fobisk angst - fx frygt for at færdes alene udenfor hjemmet, angst i sociale situationer, angst for trænge pladser, for at flyve, for eksamen etc.
Panikanfald - angst der kommer som ud af den blå luft, med ofte overvældende og skræmmende fysiske symptomer (fx hjertebanken, åndenød, kvælningsfornemmelse, svimmelhed og ondt i maven).
Generaliseret angst - angst der vokser og spreder sig til flere områder af ens tilværelse.
Den psykologiske behandling afhænger af fremtrædelsesform. Forskellige grader af at nærme sig det man er angst for (eksponering) og undersøge det nærmere, indgår i al angstbehandling. Angstreducerende teknikker læres også. Undersøgelse af tidlige symptomer og tilbagefaldsforebyggelse er en vigtig del af behandlingen.
Fobisk angst kan til tider behandles effektivt med hypnose (fx flyskræk)
Nyttige links:
Psykiatrifonden
Angstforeningen
(Illustration Kiki Suarez www.kikitheartist.com)